MANDAG DEN 22. AUGUST 2022 KL. 15.30-17.00
Studenterhus Odense
Varighed: 1 t. 30 min.
Entré: Gratis
Du er inviteret med, når vi officielt åbner årets sanselige ordfest med verbale appetizers fra festivalprogrammet, komplementære kager, overrækkelse af prisen Rejsekammeraten og festlige taler af bl.a. Borgmester Peter Rahbæk Juel. Oplev også musikalske indslag med Sylfide og Tone Hulbækmo, der gæster SPOKEN22 som en del af festivalen Nordiske Stemmer i samarbejde med Trekantområdets Festuge, støttet af A.P. Møller Fonden.
Årets festival hylder det talte ord med nærværende performance, som inviterer til refleksion, medrivende musik, der gennem musikalske toner og malende tekster får os til at både føle og tænke, og tankefulde talks og foredrag, der diskuterer store spørgsmål om verden og menneskets plads i den.
Temaet for x#SPOKEN22 er VÆKST. Og med ordene ”Af ord er du kommet, til ord skal du blive, af ord skal du igen opstå”, udforsker og udfordrer dette års festival vores opfattelser af vækst; et ord, som har mange konnotationer. Med udgangspunkt i litteraturen og det talte ord undersøger og diskuterer vi grænserne og begrænsningerne for mennesket og menneskets vækst i en verden, som hylder produktivitet og materialisme. Temaet præsenterer diskussioner og refleksioner, som sætter spørgsmålstegn ved og til, om vækst er en naturlov, som mennesket naturligt er en del af, eller derimod en kapitalistisk, samfundsskabt ambition, som knuser mennesket og verden. Er der en grænse for, hvor meget og langt mennesket kan udvikle sig? Hvad er de menneskelige, samfundsmæssige såvel som økologiske konsekvenser ved menneskets ønske om vækst? Kom og bliv klogere sammen med os til #SPOKEN22.
Årets Rejsekammerat uddeles i samarbejde med H.C. Andersen Festivals.
Præsenteres af SPOKEN i samarbejde med H.C. Andersen Festivals og Trekantområdets Festuge.
Entré er gratis.
Festivalen er støttet af Statens Kunstfond, Odense Kommune, Andelskassen Odense, H.C. Andersen Festivals og skabes i samarbejde med en række aktører i byen #TAK